Brænder du for at gå fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende? Så er det vigtigt, at du gør dig nogle grundige overvejelser. Grundighed og god forberedelse gør dig i stand til at bekræfte eller afkræfte, om din beslutning om at blive selvstændig holder vand.
Hvad kræver det at blive selvstændig? Hvem kan hjælpe mig? Hvordan griber jeg det hele an? Tør jeg springe ud i det?
I opstartsfasen er der god hjælp at hente hos din lokale erhvervsforening:
- Aabenraa: Business Aabenraa https://businessaabenraa.com/
- Haderslev: Haderslev Erhvervsråd https://www.her.dk/
- Tønder: Tønder erhvervsråd https://tondererhvervsraad.dk/
- Sønderborg: Sønderborg Iværksætter Service https://sis.sonderborg.dk/
Forberedelse til dit første bankmøde:
Når du er fast besluttet på at ville starte egen virksomhed, er næste step et møde med din bank. Din situation ser meget anderledes ud, når du går fra lønmodtager til selvstændig. Den ser anderledes ud for dig personligt og for din økonomi.
Det er derfor din opgave at skabe tryghed hos din bankrådgiver. Tryghed for at du har styr på din økonomi og på dit fremtidige virke som selvstændig. Det er yderst vigtigt at skabe denne tryghed hos din bankrådgiver, fordi du nu går fra at være lønmodtager med fast stabil indtægt og faste udgifter til at være selvstændig med svingende indtægt og faste udgifter. Det er din opgave under bankmødet at overbevise din bankrådgiver om, at du har styr på din virksomhed samt dine produkter, kunder, priser og markeder.
Som følge af ovenstående har jeg følgende fem gode råd til det første møde med din bank:
- Book mødet i god tid: Du sikrer dig, din bankrådgiver har tid og er forberedt
- Aflever dokumenter i god tid: Sender du de nødvendige dokumenter (se nedenfor) til din bankrådgiver i god tid, har din rådgiver god tid til at sætte sig ind i tingene
- Vær godt forberedt: Dette vil skabe tryghed hos din rådgiver og du vil fremstå troværdig
- Fortæl om plan B: Din bankrådgiver ønsker at vide, hvad dine planer er, hvis tingene ikke går som du forventer
- Lyt til din rådgiver: Vær modtagelig overfor gode råd og sparring
De nødvendige dokumenter til din bank omfatter:
- Forretningsplan: Oplysninger om din virksomhed, virksomhedsbeskrivelse, produktbeskrivelse og kundepotentiale.
- Budgetter: Opstartsbudget, likviditetsbudget og driftsbudget
- Personlige papirer: Hjemmebudget, årsopgørelse, seneste 3 lønsedler, pensions- og livsforsikringsoplysninger som kan hentes på pensionsinfo.dk og restgældsoplysninger på din gæld.
- Husstanden: Banken har brug for personlige papirer på din ægtefælde/samlever
- Lånebehov: En kassekredit, et banklån eller leasing
Din bankrådgiver er en af dine vigtige samarbejdspartnere. Ved at være godt forberedt, levere de oplysninger banken har brug for og tage imod gode råd, er du med til at skabe tilliden og bidrager til et konstruktivt samarbejde.
Hvis du vil læse om, hvordan Johan håndterede opstarten af Christiansen Consulting, kan du læse mere her.
Har du brug for hjælp og sparring så tøv ikke med at kontakte os.